wawawomb | Terapeuten: “Kærlighed er det mest komplicerede. Det er meget nemmere at gå på arbejde”
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

Terapeuten: “Kærlighed er det mest komplicerede. Det er meget nemmere at gå på arbejde”

Måske synes du også det er svært. Sexen og samlivet, når man har kørt lidt rovdrift på det i forsøget på at lave et lille menneske sammen. Men hvordan kommer man tilbage på sporet - eller skal man finde et nyt spor?

Skrevet af:

Barbara Sonja Saouma

Partner og pårørende

30. april - 2021

Hos wawawomb har vi valgt de dygtigste fagpersoner indenfor deres felt til at gøre dig og os klogere på kroppen, psyken og relationerne.

Vi interviewer Martin Østergaard som er uddannet parterapeut fra Institut for Kreativ Psykoterapi og i familieterapi og supervision på Kempler Instituttet. Martin Østergaard har skrevet flere bøger om mænd, kvinder og samliv.

Hvordan har sexlivet det…?”

“Hvilket et?” Måske har det været dit svar på det seneste. Hvis du ellers er blevet spurgt. For når du er i behandling, fylder sexlivet og intimiteten sjældent meget i lægernes bøger - med mindre du er blevet ordineret hjemmeinseminering. Men det kan fylde alt i parforholdet. Uanset hvor meget, hvor lidt eller slet ikke I har det. Vi interviewer parterapeut Martin Østergaard om, hvordan intimiteten kan udfordres under behandling.

Martin, kan vi sætte en ramme op om, hvad et sundt seksualliv er?

“Det kan man ikke. Der er ikke noget ‘normalt’. Nogen har meget sex, andre har næsten ikke noget. Alt afhænger af hvad man selv synes er passende. Hvad er rigtigt for dig? For jer? Og når man så sætter intimiteten under behandling, så er der slet ikke nogle rammer eller gennemsnit.

Hvis du er i et heteroseksuelt forhold og i behandling, så hører jeg ofte, at manden savner sex, som i forhold til det intime er noget af det, der typisk forsvinder i perioder. Men det er slet ikke ualmindeligt, at kvinder i behandling også blot har et ønske og et behov for at blive begæret - de savner deres partner.

Vi interviewer:

Terapeut Martin Østergaard
Speciale i rådgivning og parterapi

Men alt afhænger af, hvad man kan leve med. Og alt er altid til forhandling. Sådan er det med følelser og sex, det er en vekselvirkning, og det er det, der er det svære.

Men intimitet handler om meget mere end penetrering. Det er både følelser - og sex. Det er ikke bare en akt men selve følelsen af, hvordan vi sidder ved morgenbordet sammen, hvor relaterede vi føler os til hinanden”.

Hvis vi prøver at tegne en lille kurve over, hvordan ens intimitet fx forandres fra, at man beslutter sig for et barn til, man har ender i behandling, så kunne det se sådan det ud:

Det starter måske med hed sex og romantik omkring at skabe et liv, sammen...

“Kvinder kan måske godt omsætte den beslutning til romantik, hvor mænd måske tænker ‘åh nej, alt det ansvar’.

Det kan være ret modsætningsfyldt. For selve det at træffe beslutningen mellem to mennesker om at lave et barn kan være modsætningsfyldt, måske endda konfliktfyldt. Den ene vil gerne udsætte, den anden kan mærke uret tikke”.

Så bliver sex langsomt mere rutinepræget

“Det passer! Man kan opleve sin partner skifte adfærd, for nu er der en mission. Hun kigger bedende på en. Men den anden part kan tænke, “har du lyst til mig - eller er det nu missionen, der taler?”. Sexlivet kan være lidt som et termometer; hvis temperaturen skifter i forholdet, så slår det ud på termometeret. Nogle udsving er større end andre, men det kan gå hurtigt. Det er på mange måder en fintfølende mekanik, især under pres hvis man har et brændende ønske imellem sig om at blive forældre”.

Og så får sex en decideret mission

“Ja, det bliver en pligt, og det kan være ret hårdt arbejde. For det betyder også, at forholdet træder i skyggen, og følelserne bliver lagt til side. Her tvinger man sig måske til at abstrahere lidt fra de svære følelser. Og så bliver “opgaven” endnu mere fremtrædende”.

Men så kommer, hvad der for mange føles næsten som en forløsning: Man kan ikke selv, og nu kommer der en hjælpende hånd

“Ja, på den ene side en stor befrielse, for endelig er der en forklaring. Men omvendt så kan skylden og skamfølelserne rigtig komme til at fylde nu. Det er her især selvfølelsen påvirkes. På det her tidspunkt er sex måske blevet en stor, kompleks størrelse, og så prøver man måske med lidt humor at løsne op - men man kan godt finde en vej til intimiteten igen.

Det er vigtigt at sige, at man ikke kommer tilbage. For mange er der gået hul på noget. Så opgiv det, for Helvede. Opgiv at finde tilbage til det, der var. I stedet skal I opfinde noget nyt.

I er et nyt sted, men I kan faktisk møde hinanden på ny med en anden skrøbelighed, som går så dybt i følelserne.

Ja, I er forskellige, med al sandsynlighed. Behov, ønsker, savn. Den ene siger måske, “Jeg orker ikke at tale om det”. Den anden føler sig afvist, ufuldstændig. Men sådan er kærlighed. Kærlighed er det mest komplicerede, vi kan udsætte os ud for. Det er meget nemmere at gå på arbejde. Det er derfor så mange ræser af sted på kontoret om morgenen. Eller også flytter vi kærligheden over på eksisterende børn, et kæledyr, eller surdej og ølbrygning”.

Så kommer lægerne, instrumenter, kroppen bliver langsomt fremmed

“Her reagerer kvinder meget forskelligt - nogen siger, “tag bare de prøver I skal”. Andre føler sig invaderede, måske endda fejlbehæftede.

Som partner skal du spørge; “Har min hustru det godt?”. Og så skal du selv droppe skyldfølelsen, hvis du er årsagen til behandling.

Man kan god tænke, at der både er en enorm omsorgsdel af en - og samtidig også en del, som er fem år gammel og føler sig skældt ud og skamfuld i processen. Det kan I begge undervejs. Til dig som kvinde, det er vigtigt for mig at sige, at du ikke er diskvalificeret som moderdyr, bare fordi du er udfordret. Men vær også mor over din egen indre sårbarhed og skrøbelighed. Man kan ikke med sin fornuft fjerne skamfølelserne. Du skal ikke ignorere eller dyrke det svære. Du skal bare acceptere. Ligesom når vi trøster børn. Der forklarer, forhandler vi ikke. Vi accepterer og siger, “det er okay”. Vi er både fornufts- og følelsesmennesker”.

Så kommer det mere komplekse: Hvornår må man overhovedet have sex i forhold til medicin?

“Og her kan det hele blive lidt laboratorieagtigt… Hvornår kan man, må man? Der kan være tidspunkter, hvor man ligefrem skal… Men det er vigtigt at se, om man huske samhørigheden. Man må gerne i perioder trække sig fra intimiteten. Man må godt sige, at man lige nu er lidt mæt på hænder på sin krop. Men det er vigtigt, at man ikke trækker sig i skam”.

Til slut kommer forhåbentligt graviditeten, så en fødsel og så livet som småbørnsforældre.

“Det kan virkelig sætte et forhold på prøve. Det kan være dødsstødet for parforhold den manglende tid og overskuddet til hinanden. Initiativet. Men det kan også ende med at være forløsningen. Når alt er overstået har I også chancen for at genetablere kontakten og finde nye kombinationsmuligheder for at være sammen, mærke hinanden”

Det lyder som om det her virkelig, virkelig er barsk kost for et parforhold. Både behandlingen, men også tiden efter man forhåbentligt lykkes. Hvad gør det her ved et parforhold?

”Jeg har lyst til at sige, at der skal stå et skilt på klinikken, hvor der står “Velkommen til helvede”. Og på skiltet skal der være en undertekst: “Uanset hvad der sker, så hold om hende”.

At drage omsorg for sin kæreste kan klart være svært, hvis hun spyr ild eller afviser dig. Men her skal du sige: “Gu’ skal jeg så”.

Vi skal tale pænt til hinanden, uanset hvor mugne vi er, eller om vi føler os som et offer. Vedbliv at være venlig, selv om du er ved at koge over”.

Hvis man allerede nu sidder og bekymrer sig for sit forhold, er der så nogle signaler, man skal være opmærksom på, som kan signalere at forholdet er ved at gå skævt?

“Ja, det er egentlig meget simpelt: Du er ked af det. Der er sådan en underliggende tristhed. Du savner kontakten med din partner. Vær fysiske, vi skal tænde på kroppen igen. Nus, rør, giv et kram, det vækker jer. Og husk at rose hinanden. Også selv om man synes hinanden er tossede. Ros! Vi er bare små sårede børn indeni, og det er vigtigt at drage omsorg for den andens indre, sårede barn”.

Intimiteten fylder enormt meget, især når der bliver mindre af den. Hvorfor fylder det overhovedet ikke på klinikkerne i samtalerne, “Hvordan går det mellem jer”?

“Det er lægevidenskaben i en nøddeskal. De behandler det, de ser. Og de er under tidspres. Der er ikke tid til at drage omsorg i systemet. Men det kan også være voldsomt for et par at opsøge en decideret parterapeut, en til de skal forholde sig til - eller følelsen af at sige højt: “Der er noget galt”. Noget man faktisk kunne have stor glæde af, det er møde andre i samme proces. I gruppeterapi eller fx anonym chat. Måske også individuelt, for som par kan mange være meget forskellige steder i processen, have forskellige behov”.

Til syvende og sidst er det kun den ene part som behandles på, og det er svært ikke at blive påvirket undervejs. Hvordan får man adskilt behandling fra det intime liv, man deler med sig selv og en partner?

“Det kan ikke skilles ad. Det hele er jo dig! Du er i en ekstraordinær situation, det bedste kunne være, at du kunne tale med andre i samme situation, hvis du har overskuddet til det.

Den situation du er i; den kan ikke mestres. Hvis du først forsøger at mestre det, så er det, at afgrunden åbner sig, og du falder ned i et hul.

Du kan ikke lade være med at blive en strigle til tider; du er under hormonbehandling, der er alle frustrationerne. Du skal lære at tilgive dig selv og din partner når I er i følelsernes vold. Og husk; det er aldrig for sent at sige “beklager”. Det gælder jer begge”.

Vil du læse mere om sex og samliv?

Partner og pårørende

Terapeut: "Det vigtigste er, at I begge tager ansvar for intimiteten"

Behandling kan slide på parforholdet, og øget risiko for skilsmisse er en del af virkeligheden. Så hvordan passer du bedst muligt på parforholdet og hinanden undervejs?

05. marts - 2021