wawawomb | Til min veninde i fertilitetsbehandling: “Jeg er her stadig, når du igen kan bruge mig”
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

Til min veninde i fertilitetsbehandling: “Jeg er her stadig, når du igen kan bruge mig”

Hvad gør man, når man netop har modtaget en billet væk fra den infertilitets-perron, man har opholdt sig på i halvandet år, mens ens veninde står tilbage og sørger over et mislykket IVF-forsøg?

Skrevet af:

Maria

Partner og pårørende

19. august - 2021

wawawomb deler et personligt skriv fra en kvinde, der ønsker at være anonym.

Hun synes ikke, at der er skrevet tilnærmelsesvis nok om alle de følelser, et fertilitetsforløb bringer op i folk – både før, under og efter. Her er hendes brev til veninden, der fortsat er i behandling.

Til min veninde på perronen

Jeg blinker tårerne væk og mumler noget bekræftende til lægen inde bag mundbindet, da hun fortæller, at der tilsyneladende vokser et lille liv inde i min mave. Min kæreste sidder paf på stolen ved siden af skærmen, og vi kan næsten ikke forstå,

at der faktisk er hjerteblink og en billet ud af sorgen, frustrationen og ængstelsen.

Det har været længe undervejs. En lang række udmattende IUI-forsøg, og nu lader det pludselig til, at vi med et enkelt IVF-forsøg får lov til at forlade perronen, som vi har stået og ventet på sammen med andre infertile kvinder og mænd i halvandet år.

Det har løbende strejfet mig, at jeg har været heldig i mere end én forstand. Jeg har ikke været alene i processen: Jeg har ikke kun haft en partner, som har støttet mig igennem depressionslignende nedture og forsigtigt fastholdt optimismen. Men jeg har faktisk også været i den helt utrolige situation, at flere af mine veninder har stået på samme perron og ventet samtidig med os.

Særligt én veninde har været et fast holdepunkt i forløbet. Hun og hendes mand stod allerede på perronen og ventede utålmodigt, da min kæreste og jeg gjorde vores ankomst, men på mærkværdig vis – og fordi kroppen er så utilregnelig – nåede vi lige pludselig at have et næsten synkront behandlingsforløb.

Det har været en gave for mig at have nogen at spejle mig i og dele mine følelser med, og det ved jeg godt ikke er alle forundt. Vi har talt om alt fra fertilitetspolitik og de hormonelle udsving til de svære Instagram-annonceringer fra både nære venner og perifere bekendtskaber. Vi har talt om triggende billeder af runde maver og babyshowers, og vi har sammen spået om de blandede følelser af glæde og sorg, der ville ramme os, når det en dag skulle lykkes for den ene af os.

Jeg var bare ikke forberedt på fortvivlelsen over at sidde i toget med billetten og langsomt trække væk fra perronen, hvor min veninde nu står tilbage og sørger over et mislykket IVF-forsøg.

Fordi uanset hvor afstemt og enig man er om ikke at lade grøn misundelse og sort sorg komme i vejen for et venskab, så forstår jeg, at distance kan blive nødvendig, og at der nu er opstået en lille kløft imellem os. For jeg har stået i en situation, der ligner den, min veninde står i nu med mig. Selvom jeg dengang græd af glæde på min venindes vegne, græd jeg også på mine egne. Selvom jeg vidste, at hun forstod mig, var vi ikke længere i samme båd. Derfor forstår jeg, præcis hvordan min veninde på perronen må have det nu, og hun skal vide, at jeg er der for hende, tror på hende og føler med hende – alt sammen på hendes præmisser.

Det er vigtigt med et stærkt bagland, når man går igennem fertilitetsbehandling. Men for udenforstående kan det være svært at sætte sig ind i alle de frustrationer, som en tilsyneladende ligegyldig henkastet bemærkning eller en forkert film kan udløse. Den slags forståelse tror jeg kun, at vi kan tilbyde –

altså os, der har stået med begge ben plantet i størknet cement og følt, at intet vi gjorde kunne bevæge os fremad.

Os, der har slået os selv oven i hovedet over at have drukket et mikroskopisk glas vin midt i et behandlingsforløb. Os, der snart ikke kan genkende os selv, fordi vores liv er domineret af ét eneste brændende ønske, som ingen havde advaret os imod at drømme om. Men der kan være et behov for at trække sig i en periode, og det er der også fuld forståelse for.

Jeg er her stadig, når du igen kan bruge mig.

Vil du læse mere?

Partner og pårørende

Nana Martine: "Hvorfor sker det så let for dig, og ikke for mig?”

Nana Martine har skrevet et kærligt brev til sin nygravide bedste veninde, som både emmer af den svære jalousi, men også en enorm kærlighed, begge med enorme mængder tårer til følge.

03. maj - 2021