wawawomb | Tina: “Vi måtte kæmpe i årevis for at opnå mine graviditeter – blot for at miste dem igen”
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

Tina: “Vi måtte kæmpe i årevis for at opnå mine graviditeter – blot for at miste dem igen”

Da Tina Rosenvinge og hendes mand i 2014 tager på en ”lad-os-lave-en-baby-ferie” til Bali, havde ingen af dem forestillet sig, at de skulle igennem seks års fertilitets- behandling og tre tabte graviditeter, før de kunne stå med en baby i armene. Men det skulle de.

Skrevet af:

Sara-Lisa Schuster-Rossel

Gentagne graviditetstab

29. september - 2021

wawawomb deler Tinas historie med gentagne graviditetstab.
Tina og hendes mand mistede tre graviditeter, før lægerne fandt ud af, at årsagen lå i Tinas eget immunsystem. Her fortæller hun om seks års splittelse mellem håb og angst.

I 2014 smider jeg p-pillerne på en ferie til Bali med min kæreste. Vi elsker hinanden og har været sammen i 5 år – vi er klar til at skabe en familie sammen.

Jeg har måske en idé om, at det kan tage nogle måneder for os at opnå en graviditet, det har jeg hørt om. Men jeg har jo veninder, som er blevet gravide allerede i første cyklus, så måske det også sker for mig!
Og netop af denne grund – potentialet for en ”hurtig” graviditet – har vi faktisk ventet lidt med at smide p-pillerne. Jeg vil rigtig gerne færdiggøre et studie, som jeg kastede mig over, da jeg fyldte 30. Jeg fylder 33 år på den ferie. Jeg aner ikke, at der skal gå næsten 6 år, før det lykkes os at få et barn. Og jeg aner ikke, hvilket helvede, der venter os.

Når jeg ser tilbage, virker min optimisme og håb for en graviditet nærmest grænseoverskridende idiotisk og naiv.

Fertilitetsbehandlingens glidebane

Da vi starter i fertilitetsbehandling, skal vi på første tur ud for at omdefinere os selv. Eller i hvert fald vores tanker om at være et fertilt par, der lige smækker en lækker baby sammen på en eksotisk kærlighedsferie. Vi går i stedet i gang med hormoner i sprøjter og pilleform, scanninger, ægudtagninger og ægoplægninger. I lysdæmpede hospitalsstuer med et væld af hvide kitler, der på skift har adgang til mit underliv med indvendige scannere påført kold glidecreme eller koldt metaludstyr til at udvide og stikke og stjæle fra min livmoder.

Om skribenten

Tina Rosenvinge på 40 år
er freelance tekstforfatter
hos Brand The Bird. Hun er
forfatter til bogen ”PIGELIL”,
en autobiografisk fortælling
om seks års vej til forældreskabet.
Hun er gift med Lennart og sammen
har de Ellinor, som er 1,5 år.

Påsken nærmer sig, og inden en påskefrokost med familien har vi været til en privat scanning og set (og hørt!) det lille hjerte slå. Alt ser godt ud, og vi fortæller med gækkebrev til mormor og morfar og farmor og farfar, at de godt kan begynde at glæde sig til november. Og de glæder sig!
Vi ser hjerteblink igen på klinikken, og maven vokser fortsat. Men til nakkefoldsscanningen er dét, der skulle være et livligt foster i min mave, intet andet end en stillestående kidneybønne.

Chokket er enormt. Altædende og klaustrofobisk.

Vores lille foster har ligget dødt i ugevis – at dømme ud fra størrelsen er det gået til grunde allerede et par dage efter den sidste scanning i uge 7. Men min krop har gemt på det. Passet på det. Og fortsat med at være gravid, som om intet er galt.

Med den første abort er den rest af naivitet, vi havde tilbage, fra før vi gik i fertilitetsbehandling, nu fuldkommen forsvundet

For mange kvinder er det (heldigvis!) forholdsvist let at blive naturligt gravid. Og hvor har jeg været misundelig over andres evner til reproduktion, når vi – min mand og jeg – ikke har kunnet opnå en graviditet selv. Det første tab, den såkaldte ”missed abortion”, er livsændrende for mig og for min mand. Det er oprigtigt svært for andre at forstå, netop hvor livsændrende det kan være, hvis man ikke har prøvet det selv. For var det jo ikke ”blot en lille bønne i maven”? Og til det kan jeg svare et stort, rungende NEJ.


For vi har allerede kæmpet i halvandet år for at opnå en graviditet. Og i vores hoveder er vi allerede over en tredjedel på vej til at blive forældre. I 14 uger har vi ikke tænkt på andet. Bliver det en pige? Er det en dreng? Hvad skal han/hun hedde? Vi har drømt og tænkt og elsket tanken – og det kommende barn – fra første dag. Og den drøm er taget fra os i et splitsekund på en briks en tilfældig mandag eftermiddag i maj.
Og med den første abort er den rest af naivitet, vi havde tilbage, fra før vi gik i fertilitetsbehandling, nu fuldkommen forsvundet. For det er ikke nok at opnå en graviditet. Det er ikke nok, at vi får lavet flere ægudtagninger og ægoplægninger, som sætter sig fast i min livmoder. Det er ikke nok, at jeg med to års udeblivende graviditet bliver til en levende nålepude og gennemgår månedlang akupunktur for at højne chancen for at blive gravid. Det er ikke nok, at lægerne opdager en let hjerteformet livmoder, som jeg får fikset ved kirurgisk indgreb. Det er ikke nok, at jeg bliver gravid og ser hjerteblink.


Det er mig, der ikke er tilstrækkelig nok til at kunne gennemføre en graviditet. Min livmoder er ikke livgivende.


Noget slår dem ihjel. Igen og igen.

Der er intet, du kan kontrollere eller bestemme

Som årene går, gennemgår vi i alt fire ægudtagninger og endnu 5 ægoplægninger. To graviditeter mere – en i februar 2018 og december 2018. Og to tab mere – i april 2018 og februar 2019.
Vores lange kamp kommer ikke uden omkostninger. I min tredje graviditet er jeg marketingchef i en mellemstor virksomhed. Der sker afsindigt mange ting på jobbet, og samtidig er jeg nu så udkørt, at jeg ikke kan mere. Jeg sygemeldes med stress. Og få uger senere går denne graviditet også til grunde.
Vi forsøger at gøre alt, vi kan, for at passe på hinanden. Vi bruger ekstremt meget tid og energi på at tale sammen. Mærke efter, hvor vi har hinanden. Hvor vi er ”i processen”. Forsøge at lade være med at bebrejde hinanden, at vi sørger forskudt og på forskellig vis.

Vi opdager nye, mørke sider af os selv og en ensomhed, som vi aldrig har mærket før.

Selvom vi har dejlige venner og familie, så er vi alene om at gennemgå tabene. Vi hænger i med det yderste af vores negle og hiver hinanden op på skift. Vi kigger hinanden dybt i øjnene og siger ”ok, så tager vi endnu en omgang”, og så håber vi det bedste.
Særligt her på den anden side kan jeg se, hvilket hul vi har gravet os ned i. Stille og roligt, spadestik efter spadestik. Men vi har ikke haft energien til at række ud efter venner og familie på samme måde som tidligere. Vi har ikke haft overskud til at tale om det, hver gang vi er mødtes med folk. Vi har ikke haft lyst til at indvie alle og enhver i en så dybt personlig og sårbar situation. Og samtidig kan det føles ufatteligt tomt at lade som ingenting, når du netop har mistet. Og glæden ved at opnå en graviditet ebber ud og erstattes af angst.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at mine graviditetstab kunne være undgået med en blodprøve

Forud for den fjerde graviditet er vi kommet i udredning på Enheden for Gentagne Graviditetstab på Aalborg Universitetshospital. 16 forskellige blodprøver tages fra min krop. Og det viser sig, at min krop danner en bestemt type antistof, der giver mikroblodpropper i blandt andet livmoderen. Det er ikke farligt for mig. Men det er livstruende for de små, spirende liv i min mave.

Det tog fire år, før vi kendte til denne præmis. Og vi er splittede mellem at vide, at al den sorg og smerte, vi har gennemgået med alle graviditetstab, har været til ingen verdens nytte – for de små liv har aldrig haft en chance – men samtidig er vi lykkelige over, at der er en mulig forklaring. Og dermed en mulig behandlingsform.
Jeg tilbydes en ny og målrettet behandlingsplan i den nu fjerde graviditet, som blandt andet betyder en daglig sprøjte i maven eller låret med blodfortyndende medicin, prednisolon de første tre måneder og infusion af immunglobulin (IVIG), som blandt andet bruges til kræftpatienter og som er medvirkende til at stabilisere mit immunsystem.

Infusionerne får jeg 2-4 gange om måneden de første 4 måneder i min graviditet. Vi kører fra Odder til Aalborg og bruger timevis på, at de små mirakeldråber går fra droppet på stativet og ned i nålen i hånden og ind i mine blodårer. Det giver mig afsindig migræne. MEN DET VIRKER. Og endelig! I marts 2020 får vi vores datter. Knap seks år efter vores ”lad-os-lave-en-baby-ferie” på Bali.

Vi har fået et barn. Så er alt vel godt?

Ord kan ikke beskrive, hvor lykkelige og taknemmelige vi er for at have vores datter i vores liv. I min barsel går jeg i gang med at skrive og nedfælde alle vores tanker og oplevelser, og jeg dokumenterer og manifesterer det hele i en bog. Det har været min form for terapi. At få det ud af kroppen, hovedet. Og ned på papir.
Vi har endelig nået ”DESTINATIONEN”.

Vi har fået et barn. Så er alt vel godt? Men midt i al beruselsen og lettelsen skal vi bearbejde. Bearbejde og give slip på de år, hvor vi har vandret forvildede rundt som ufrivilligt og uforklarligt barnløse.
Graviditeten var fyldt med angst for at miste. Den angst har sneget sig ind som et grundvilkår. Mange oplever at blive mere ængstelige, det er naturligt. Jeg tror bare, at vi har et ekstra gear, når det kommer til den angst. Vi kan give slip på det hele, og det får underlaget til at skride ind imellem den lykkefølelse, der også opsluger os i månederne efter vores datters fødsel.

Der er hverken energi, overskud eller tid til, at vi rent faktisk kan overveje at få et barn mere

Da jeg i skrivende stund netop er fyldt 40 år og min mand er 45 er, ja, så er der hverken energi, overskud eller tid til, at vi rent faktisk kan overveje at få et barn mere. Vi har taknemmeligheden over den udredning, vi har fået – det barn vi har fået.

Men vi har også en kæmpe sorg over at have skullet miste tre (sunde) graviditeter, før vi fik den nødvendige udredning, som sendte vores datter ind i denne verden.

Alle de år, alle de tanker, al den energi, al den sorg. Det tynger på vægtskålen. For orker vi overhovedet endnu en hormonbehandling, ægudtagning og håb for en opnået graviditet? Og orker vi dernæst at skulle gennemgå den også ret krævende behandling af mit immunsystem for (muligvis) at kunne gennemføre graviditeten?

Al den usikkerhed, der er i forhold til at opnå en graviditet. Og den usikkerhed, der er for at gennemføre den. Så føler vi reelt set ikke, at vi har en ægte mulighed for at kunne give vores datter en søskende. Fordi vi har den alder, vi har. Fordi vi har været igennem det, vi har. Fordi vi faktisk har opdaget, hvor ”tyndslidte” vi er blevet. Fordi der p.t. er ventetid mange steder – både på fertilitetsklinikker og på den behandling, der var livgivende for os. Fordi der stadig ingen garanti er. Fordi vi ønsker at være der 110 % for det ene menneske, vi har skabt – og fået i gave. Og det er noget, vi har skullet forholde os til allerede ret kort tid efter fødslen.
Ville vi have været startet tidligere, hvis vi havde vidst, at det ville tage os seks år at blive forældre? Måske, ja. Det er altid let at være bagklog. Men der var også omstændigheder, der gjorde, at vi valgte, som vi gjorde. Jeg tror, at vi undervejs i processen er blevet så taknemmelige over, at vi overhovedet har fået mulighed for at blive forældre, at det overskygger bitterheden over, at det skulle tage så mange år.
Nogle kæmper i længere tid. Men der er også nogle, der, uanset hvornår de påbegynder rejsen, aldrig når destinationen.


En bog om forløbet

Jeg valgte at skrive en bog om hele vores forløb for at få nedfældet alle de tanker og oplevelser, vi har gjort os – og mærket på vores krop i de seks år, vi var ufrivilligt barnløse. Jeg skrev den som den ultimative gave fra mig til min datter, så hun ved, hvor elsket og ventet hun er. Men jeg valgte også at skrive den, så andre har en anden person at spejle sig i.

Jeg har aldrig villet have en profil på et socialt medie, hvor jeg kunne lægge det hele ud. Men jeg har haft behovet for at formidle, dele og binde en sløjfe på det hele. Og når jeg til daglig lever af at skrive, så var det en oplagt mulighed for mig. Det er en selvbiografisk bog, som også indeholder håb og lykke – og det har været vigtigt for mig at tegne begge dele (det lyse og det mørke). For det lever i skøn/uskøn forening hele tiden.

Tinas tal

4 ICSI kort protokol
9 ægoplægninger (heraf 5 fryseforsøg)
3 missed abortions ved frisk forsøg
1 fuldendt graviditet ved fryseforsøg
4 graviditeter
1 barn

I min snak med andre ufrivilligt barnløse er jeg også blevet opmærksom på, hvor meget støtten fra ens omgivelser betyder. Og hvor svært det er at navigere på sidelinjen af ufrivilligt barnløse kvinder og par. Derfor er et helt kapitel dedikeret til de pårørende – med eksempler, situationer og tanker, som forhåbentligt kan hjælpe og sætte samtaler i gang. Eller i hvert fald give en forståelse for, hvad der sker i krop og sjæl, når man kæmper for et barn og for at gennemføre en graviditet.


Det gør mig oprigtigt varm om hjertet at vide, at Ellinor får min bog en dag, når hun er gammel nok til at forstå den. Men det er først, når hun er voksen, for der er nogle områder, man sagtens kan skåne hende for i mange, mange år endnu.

Ellinor behøver ikke at vide, hvor stor en sorg vi er gået igennem før hende. Hun skal blot mærke vores kærlighed, det er det vigtigste.

Vil du læse flere personlige histyorier?

Gentagne graviditetstab

Cecilie: “Du må ikke bebrejde dig selv, at du har mistet din baby”

Cecilie Clemmesen og hendes mand fik tre gange taget drømmen om en baby fra sig, inden de startede i udredning for gentagne graviditetstab. I julen 2020 fødte de en søn – og Cecilie håber nu at kunne bidrage til mere åbenhed om graviditetstab.

29. september - 2021