Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

Uforklarligt barnløs: Anden del af Mettes historie

Mette og hendes partner finder en klinik i et pænt postnummer med væggene plastret til med små nuttede babyer. Ren blær at udstille deres track record. En babyfabrik.

Skrevet af:

Cathrine Widunok Wichmand

Diagnoser

29. januar - 2021

Mette deler sit behandlingsforløb hos os på wawawomb. Et forløb der strakte sig over flere år og som på alle måder udfordrede hende.

Du skal til at læse anden del, som bringer os forbi mødet med babyfabrikken aka. privatklinikken.

Klinikken lå ellers i et fint postnummer. Når man kommer ind, bliver man mødt af en skranke med en sekretær og en telefon, som bimler og bamler. Det næste man ser, er væggene plastret til med 10.000 babybilleder, der både illustrerer søde nyfødte, par der har været heldige at få tvillinger og billeder af en baby med glade, ældre søskende. Billederne bliver sendt ind til klinikken af par, som en tak for hjælpen, når parrene lykkes med graviditet i et behandlingsforløb. Det føles som praleri. En track record, se hvad vi kan. Jeg opfattede billederne som en kæmpe hån - som at svinge en pose med slik foran et barn.

Om Mette:
Mette, 31 år

En anden grim ting, der opstod for mig, når vi besøgte denne klinik – og senere en anden klinik, var, at jeg ikke kunne lade være med at sammenligne os som par med de andre par i venteværelset og rationere mig frem til, hvad deres baggrund og livshistorie mon var, siden de også sad der.

"Det par i hjørnet må have mødt hinanden i en sen alder og nu sidst i 40’erne ønsker de hjælp. Og det andet par; åbenlyst overvægtige, lugter af røg - det er jo klart, de sidder her"

... Gad vide, hvad de tænkte om os?

Hvem kommer først?

Sandheden er, at jeg ingen ret har til at stille mig som dommer overfor dem. Jeg kender ikke deres historie, deres lig i lasten. Ikke desto mindre var det mine tanker, som jeg ventede på at blive kaldt ind til konsultation på klinikken. Det føltes som et kapløb om, hvem der kunne komme først af os par, der håbefulde sad og afventede. Lægen og vores skæbneDet første fertilitetslægen spurgte os om var, hvor lang tid vi havde prøvet at blive gravide, om vi røg, tog medicin eller andet, der kunne påvirke vores – primært min – situation. Fem minutter blev jeg bedt om at smide bukserne, lægge mig på en kold briks, mens lægen stak et dildolignende apparat ind i mit underliv for at tjekke for cyster på æggestokkene.

Imens støttede min kæreste, så godt han kunne ved at holde mig i hånden og kigge med oppe på skærmen, som gengav scanningsbillederne. Hvad fertilitetsbehandling angår, må det bare siges, at mændene igen har trukket det længste strå. Der er stadig ikke ligeløn for lige arbejdsindsats, de kan stå op og tisse på offentlige, beskidte toiletter...

... og når det kommer til fertilitetsbehandling, så kan de altså mere eller mindre nøjes med at tage ind på Riget, vælge den først ledige boks og et pornoblad efter deres smag, og så aflevere en sædprøve i et glas.

Og vupti, efter få dage ved vi via prøvesvaret på minsundhed.dk, om der er levende sædceller, eller om der er brug for yderligere ”udvendige” undersøgelser af kronjuvelerne.

Jeg tog mine bukser på igen og satte mig ved lægens skrivebord. Før jeg vidste af det, var hun i gang med at instruere mig i, hvordan jeg få dage efter min næstkommende menstruation indstillede dosis på en hormonstav, og hvordan jeg bedst fik fat i en passende størrelse delle i maveskindet til at kunne skyde hormonet ind. Klinikken ville derefter scanne mig for at se, hvor mange æg hormonet havde medvirket til at danne og så inseminere med min kærestes sæd ved ægløsningstidspunktet. Jeg fik fortalt, at vi har haft bryst- og æggestokkekræft tæt på i min familie, og at jeg generelt ikke bryder mig om hormoner, fx i form af p-piller eller p-plaster af samme grund. Der blev bare sagt, at hormondosissen var så lav, at der ikke var evidens for blodpropper eller andre negative følgevirkninger, og at sandsynligheden for at køre galt og dø på vej hjem fra klinikken var højere.

Ingen forklaring, bare videre på babyfabrikken

Der sad vi. Et sundt og raskt par sidst i tyverne, der ikke røg, ikke drak, ikke var afhængige af medicin, begge motionerede og med et normalt BMI. Altså ingen umiddelbare livsstilsmæssige eller fysiologiske skavanker, der kunne forklare, hvorfor vi ikke kunne få det barn, som vi havde sat spurten ind efter.

På vej hjem i bilen sagde jeg til min kæreste, at jeg var kritisk over for behandlingsmetoden... Hormonerne, kunne vi inseminere ude? Klinikken, som vi kalder babyfabrikken i dag, havde rigtig nok en god statistik på antallet gravide, men jeg følte, at det var kold og kynisk business.

Mettes tal:

5 insemineringer

Heldet ville, at klinikken ikke havde tid til at vandscanne mine æggeledere, hvor man tjekker om de er lukkede bl.a. Så jeg måtte selv ringe rundt til andre klinikker for at søge en tid, der passede med de dage i min cyklus, hvor sådan en scanning var mulig. Tredje gang fik jeg fat i den klinik, som vi endte med at flytte behandlingen over til, fordi der blev respekteret, at behandlingen skulle foregå med udgangspunkt i vores ønskede tempo, og ikke med hormonbehandling som det første step...

Kortene tæt til kroppen

Imens udredningen stod på og behandling uden hormon startede op på den nye klinik, fortalte vi kun forældre og de nærmeste venner om vores situation. Fertilitetsbehandlingen var så udfordrende for os som par. Vi ønskede ikke, at forløbet ville blive det eneste, som folk kunne spørge til, når de så os til familiesammenkomster eller som kollegaer ved kaffemaskinen.

Vi oplevede, at et af vores vennepar trak sig, mens forløbet stod på. Senere fortalte de os, at de var bange for at spørge ind til vores forløb, fordi de ikke ville gøre os kede af det, hvis vi sås. Vi opfattede det dog mere som et tillidsbrud end en hensyntagen.

No luck, baby

Månederne på klinikken gik, no luck. En eftermiddag hos mine svigerforældre med min svoger og svigerinde fortalte de lykkeligt, at de ventede sig. Nyheden kom som et chok for mig, jeg havde ærlig talt regnet med, at vi ville sidde der først, efter som vi havde kendt hinanden længere tid end dem. Jeg gav pænt et kram til begge og ønskede dem tillykke over den kommende familieforøgelse – men samtidig begyndte jeg at få svedige håndflader, blive tør i halsen og få en knude i maven. Og så gik jeg ind ved siden af og stortudede. Uretfærdigheden i ikke at fejle noget - og alligevel få min menstruation hver måned... Jeg kunne simpelthen ikke kontrollere sorgen, så vi endte med at måtte tage hjem, ligesom aftensmaden stod klar på bordet, og jeg skammede mig. At jeg ikke engang var i stand til at glæde mig på deres vegne. Jeg var misundelig over deres lykkelige omstændigheder, vi fortjente bedre. Vi havde ikke engang været tæt på...

Men vi prøvede ellers. Jeg gjorde det hele. Ligesom så mange andre kvinder, har jeg aldrig syntes, at en gynækologisk undersøgelse var det fedeste. Men som behandlingerne skred frem, tog jeg mig selv i pr. automatik at knappe bukserne op eller smide nederdelen, lægge mig på briksen og sprede benene til scanning med det dildolignende kameraaggregat, inden jeg havde nået at fortælle mit cpr-nummer. Normalt vil jeg ikke synes, det var super fedt, men på mange måder blev det bare noget, jeg vænnede mig til.

Hvad kan jeg sige? Smid blufærdigheden, din frygt for at lugte dernede eller lige have glemt et hjørne af barberingen. Klinikkerne ser på masser kvinder hele dagen lang, og lægger hverken mærke til det ene eller det andet. Og derfor er det også nærliggende at føle sig som et objekt til tider. Din krop undersøges på kryds og tværs hver cyklus. Du skyder lettere mekanisk hormoner ind i maveskindet for at sætte skub i ægproduktionen. Du bliver en maskine - med human errors, for når din menstruation igen kommer, skrider psyken.

Vi styrker fællesskabet og bryder med ensomheden, når vi deler. Har du også lyst til at dele dine oplevelser med os, så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Vil du læse de to andre dele af Mettes historie?

Diagnoser

Uforklarligt barnløs: Første del af Mettes historie

Mettes far synes, at hun skal til at få sig nogle børn. Er det ikke tid til at slå sig ned? Jovist, men det krævede en partner. Og pludselig var han der! Her er første del af Mettes historie.

29. januar - 2021