Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

wawawomb: Kroppen - fra sin egen til et instrument

Hvor meget hænger sex og psyke sammen? Det kan være så svært at opretholde et almindeligt sexliv, når ens underliv pludselig er lægernes territorium. Men vi taler ikke om det. Hvorfor ikke?

Skrevet af:

Cathrine Widunok Wichmand

Partner og pårørende

22. april - 2021

Cathrine Widunok Wichmand, CVO og co-founder i wawawomb, har selv været igennem tre behandlingsforløb for at få sine børn og har dedikeret sit arbejdsliv til at bedre kvinders reproduktive rettigheder og muligheder.

Vi sætter fokus på kroppen - omdrejningspunktet for hele behandlingen. Hvordan kroppen ikke bare går igennem en medicinsk mundfuld af en behandling. Men den skifter også rolle; fra sin egen, et seksuelt væsen, til at agere instrument på vejen mod at lave et barn, under lægernes direktiver. Hvordan finder den vejen tilbage til, når missionen (forhåbentligt) lykkes?

Vi vokser op og lærer, at vores krop er vores egen.

Vi lærer, at slår vi hul på huden, så gør det ondt men den heler igen. Vi lærer at sætte grænser på dens vegne og næste gang husker den for os. Vi lærer, at vi kan sætte en kurs og så får den os frem. Op om morgenen, ud af sengen. Skole, arbejde, sport. Kinddans, sexliv, fødsel. Livet, døden, alt imellem. Så længe hjertet slår.

Men for de fleste af os vil der komme tidspunkter i livet, hvor den ikke helt opfører sig, som vi regner med, den skulle. Når stemmen pludselig går i overgang. Når den har dristet sig ud på et dansegulv en sen aftentime. Når den pludselig ikke kan, ikke gør, ikke leverer. Når den er blevet syg, og vi bliver nødt til at påkalde assistance for at undersøge kadaveret. Hvad er der galt?

Vi, de autoritetstro

Når vi bliver syge, er vi vant til at give lidt af vores autonomi videre til mennesker, vi betror ansvaret. Lægerne. Vi siger, “ahhh” mens vi åbner munden på vid gab. Vi trækker vejret ind igennem næsen og dybt ned maven, mens de lytter på vores torso. Hjertet der banker. Vi tager tøjet af og lægger os på briksen. Vi lader dem skære i os, lappe os igen. Selv om det som oftest er fremmede mennesker, vi aldrig har set eller ser igen. Vi nærer en dyb respekt for deres dedikation, for deres lange uddannelse, for lægeløftet. Vores læger er typisk dem, der får lov at komme allertættest på. De ser det pinlige, skammen, det hele. Inderst, yderst, top til tå.

En route til æggestokkene

Alligevel er det ikke usædvanligt at lige nøjagtigt en gynækologisk undersøgelse kan gøre de fleste af os lidt ukomfortable ved tanken. Lige nøjagtigt dét sted, det er vores. Det mest intime, det allerhelligste, det mest private. Selv om vores skede i princippet ikke er meget anderledes end munden; en “ind- og udgang” med slimhinder, så er det et særligt sted som kan rumme de mest nydelsesfulde øjeblikke for os selv eller med en partner, og som agerer overgang fra det spirende til det spæde liv. Men i fertilitetsbehandling er det også ruten til behandling, scanninger, ægudtagninger og ægoplægninger.

Når du siger ja til fertilitetsbehandling, så siger du også ja til, for nogen nærmest endeløse rækker af, gynækologiske undersøgelser. Læger der kigger og vurderer hvad dit næste skridt i behandling skal være.

Du får digitaliseret hele dit understel på en ekstern skærm placeret til venstre for det ene lår.

Lægen nærstuderer og roder rundt med scanneren, som den hedder i folkemunde, til højre og venstre for at danne billeder på den lille ti-tommers af dine æggestokke, din livmoder, slimhinden.

Men hvordan af-memorerer du de grafiske billeder ved døren, før du forlader klinikken, så du kan gå hjem og være et almindeligt seksuelt væsen? Alle millimetermålene, følelsen af et underliv som instrument for et eksperiment, du ikke helt ved, hvordan ender. Du bliver på eller anden måde nødt til at lægge “instrumentet” på klinikken, så du kan gå ud i den almindelige verden, have dit underliv for dig selv, som du kender det, med nydelse og intimitet.

Hvordan finder man vejen tilbage?

Måske gør du det uden problemer. Måske kan du fuldstændig skille sexliv og sygdomsforløbet fra hinanden, selv om det er samme “rute”. Måske kommer det lidt instrumentale underliv i kølvandet på et årelangt sex-i-skema-forløb.

Det kan være ret svært at finde tilbage efter sådan en omgang. Og hvis man er så heldig at behandlingen bærer frugt, og der kommer en lille baby ud af det, ja, så vil de fleste småbørnsforældre nikke genkendende til, at sexlivet kan have trange kår.

Så hvad stiller man op? Hvad gør man for at tage sit underliv tilbage?

Hvad gør man for at sikre, at det manglende sexliv ikke sætter sig til en skilsmisse?

At intimiteten finder sin vej tilbage, som den lim mellem to mennesker, det skal være?

Put det på listen

Man burde tale om det. Ligesom man burde tale om, hvordan psyken har det. De to må i øvrigt hænge uløseligt sammen, sex og psyke. Man burde tale om sex under behandling, give det fokus. Når ens underliv føles lidt som lægernes territorium? Vi burde lære os om medicinens indvirkning på lysten. Vi burde blive fortalt, at det er okay, det er svært. At det er mærkeligt. At det måske bare for en tid slet ikke er. Og det er helt normalt, så vi heller ikke skal skamme os over den del.

Når man alligevel, i det private i hvert fald, sidder med bestillingslisten og krydser af fra menuen, så kunne der lige under psykologen stå sexolog. Måske det kunne redde familier og parforhold. Det kunne være med til at tænde forbindelsen igen, så man ikke føler, man stadig holder for rødt.

Har du et emne, du gerne vil vide mere om? Så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Vil du læse mere fra wawawomb?

Mental sundhed

wawawomb: Er det dig eller medicinen, der snakker?

Har du oplevet, at du mentalt er blevet mere og mere presset under behandling? Vi stiller spørgsmålet: Kan medicinen forværre situationen?

18. marts - 2021