Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

wawawomb: Kvinders æg er ligeså godt bevogtede som en burhønes

Kvinders kønsceller er stadigvæk ikke ligestillede med mænds; der findes sædbanker i Danmark men ikke ægbanker - hvorfor bliver de små æg Disneyficeret af politikerne?

Skrevet af:

Cathrine Widunok Wichmand

Leder

25. februar - 2021

Cathrine Widunok Wichmand, CVO og co-founder i wawawomb, har selv været igennem tre behandlingsforløb for at få sine børn, og har dedikeret sit arbejdsliv til bedre kvinders reproduktive rettigheder og muligheder.

For 30 år siden havde det måske været en historie for fantastbladet, Skør, skør verden. Men set med 2020-brillerne, hvor vi kan kurere visse kræftformer, transplantere hjerter og dagligt vækker de døde til live igen med strøm, så virker det slet ikke så skørt længere:

Et 27-årigt æg fra frost, som har ligget ved -196 grader siden 1992, er blevet til en lille pige i 2020. Tina og Ben Gibsson fra Tennessee i USA adopterede det lille æg, som lå på frys for at implantere det i Tina. Og det lykkedes; Molly kom til verden i oktober 2020.

I USA er det nemlig tilladt at donere de æg, man måtte have tilovers, efter at man selv er enten lykkes med behandling eller ikke ønsker at fortsætte med.

Har du fem gode æg på frys, men ønsker kun at benytte dig af to af dem og er færdig med at lave flere børn, ja så kan du donere dine embryoner eller blastocyster til andre, så ingen æg går til spilde.

Det er da meget mindre “madspild”!

I USA har man generelt en rimelig liberal lovgivning omkring assisteret reproduktion, som naturligvis svinger fra stat til stat. Surrogati er tilladt, ægdonation er tilladt, og som du kan fornemme på eventyret fra Tennessee, så er der altså ingen aldersgrænse på fryseæg. Herhjemme har vi just fået ophævet fem-års-grænsen for fryseæg udtaget med medicinsk indikation, så de nu må ligge til, at “ejerkvinden” fylder 46 år. Herefter skal de destrueres. Men… De kunne godt ligge længere. Alt liv og udvikling stopper nemlig i flydende nitrogen på -196 grader.

Fortsat manglende ligestilling mellem vores kønsceller

Det er tydeligt at se, at vi i Danmark ser helt forskelligt på æg- og sædceller fra lovens side. Selv om de biologisk udgør lige nøjagtigt 50 % af den første byggesten til et menneske hver. Et barn kan ikke lykkes uden hverken den ene eller den anden, der skal to til tango.

Se bare på hvordan sædceller stadig må ligge på frys uendeligt, og sådan set også bruges efter mandens død, hvis han har givet tilladelse til det, hvor kvinders æg til sammenligning begrænses. De må højest ligge på frys til kvindes 46. år, og dør kvinden, så skal de destrueres.

Ligestillingen gælder ikke på de mest basale dele af os som mennesker. Vores reproduktive celler, vores grundlæggende byggesten, Det er som om, at mænds sædceller er omtrent ligeså højt vægtede som tyggegummi i en automat, “to ryk i autiomaten og en aflevering”, no pun intended. Hvor kvinders æg; "men vi er jo kun født med et bestemt antal, dem skal vi værne om og passe på". Hvilket kunne være et fint argument for at passe på dem på frys så længe som overhovedet muligt.

Fakta

Der findes ikke nationale tal på,

hvor mange æg der destrueres

i Danmark årligt, men i 2014 blev

det anslået til flere tusinder.

Politikerne har i den gældende lovgivning Disneyficeret æg. Æg er svøbt i følelser og begrænses. Politikerne tillader sædbanker, men en ægbank? Nej tak. Det er de stakkels æg. Man kan da ikke bare handle med dem på den måde, som man handler med sæd… Katrine Birch Petersen, tidligere formand for Dansk fertilitetsselskab, har tilmed i en artikel på DR udtalt, at man frygter for, at hvis kvinder kompenseres økonomisk for at donere æg, så er der risiko for, at man donerer for pengenes skyld og ikke for at hjælpe andre. Og hvad så? Mænd får trods alt også en kompensation for deres levering. Ens egen hensigt burde ikke politiseres eller kontrolleres. Heldigvis får man nu en kompensation, når man donerer æg, men hvorfor ikke kunne donere nogle af dem, man ikke ønsker at bruge?

Den manglende frigørelse af vores kønsceller gør faktisk, at det både er dyrt og svært at få fat i donoræg. Og det tager lang tid! Man kan snildt vente både et år og halvandet for at kunne modtage et donoræg. Det er så svært at få fat i donoræg, at regionerne samtidig med de her skæve regler, også har kørt kampagner for, at man kan blive ægdonor. Der er et stort behov!

Lige nu er kvinders æg ligeså godt bevogtede som en burhønes; i fangenskab, afgrænset og afmålt. Af politikere - ikke af os selv.

Vi bestemmer ikke vores ægs skæbne, selv om det er vores DNA.

Tænk hvis vi kunne lade dem gå frit. Tænk hvis vi som kvinder selv måtte bestemme det liv, vi ønskede for vores kønsceller, ligesom mænd allerede kan. Tænk hvis vi kunne donere vores tiloversblevne æg fra vores egen fertilitetsbehandling til en anden kvinde i (nød) behandling. At nogen fik glæde af den pris vi selv har betalt med vores kroppe og sind, som de æg blev taget ud. Tænk hvis vi kunne donere vores tiloversblivende æg til forskning, så vi kunne være med til at bedre behandlingen for vores medkvinder.

Tænk hvis vi kunne have en ægbank, så man fik de samme muligheder for at vælge kvindelig donor, som vi har for at vælge en mandlig donor. Tænk hvis man ikke skulle vente så længe på at kunne modtage et æg, så fertilitet ikke dalede i mellemtiden.

Tænk hvis verdenen slet ikke var så skør alligevel, og vi kvinder i stedet fik den samme fulde råderet over vores ægceller, som mænd har.

Har du et emne, du gerne vil vide mere om? Så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Vil du læse mere om æg?

Ekspert

Lægen: Hvordan forstår jeg ‘ægreserve’ og ‘ægkvalitet’?

'Ægreserve' og 'ægkvalitet' er to begreber, som du måske vil støde på under din udredning eller i behandling. Men hvad betyder de for din fertilitet?

18. februar - 2021