Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

wawawomb: Lave fødselstal - alles problem, alles ansvar at hæve

Vi hører det igen og igen - vi får for få børn pr. kvinde i Danmark. Men hvis ansvar er det at hæve fødselstallene, og hvordan gør vi? Læs founder Cathrine Widunok Wichmands tanker herop.

Skrevet af:

Cathrine Widunok Wichmand

Leder

26. februar - 2021

Cathrine Widunok Wichmand, CVO og co-founder i wawawomb, har selv været igennem tre behandlingsforløb for at få sine børn, og har dedikeret sit arbejdsliv til bedre kvinders reproduktive rettigheder og muligheder.

Vi hører det igen og igen, i medierne, fra læger, fra politisk hold: Få jeres børn tidligere.

Da forhenværende Statsminister Lars Løkke gæstede radioprogrammet Mads & Monopolet og gav det som et råd til en lytter.

Det lyder som en vældig god idé. For chancen for at få børn halveres fra vi er 20 år, til vi er 30. Og det er lige nøjagtigt gennemsnitsalderen for en førstegangsfødende i Norden. Vi er blevet ældre, og vi får færre børn.

Seneste tal fra 2020 siger 1,67 barn pr, kvinde, og det er fjerde år i streg, at tallene falder.

Og det er ikke et dansk fænomen. Mønstret gentager sig flere steder i verden, fra den ene side af kloden til den durk modsatte.

På Island er man gået fra 2,2 barn pr. kvinde til 1,7 barn - på ti år! Og hvis man som samfund gerne vil holde status quo, sørge for at der er hænder og fødder på arbejdsmarkedet, så skal man i snit få 2,1 barn - så opretholdes befolkningstilvæksten, som det så fint hedder. I Ukraine får man 1,3 barn pr. kvinde, samme som i Spanien. I Schweiz; 1,5 barn pr. kvinde.

Hvis vi nu skal se længere ud i den store verden og tager til den komplet modsatte side af kloden, så kan vi zoome ind på Japan. Her står det virkelig skidt til, 1,42 barn pr. kvinde. I Japan havde man for tredje år i streg, i 2018, under 1 mio. fødsler i landet. Det år havde det laveste antal fødsler siden 1899. Det er så stort et problem for Japan, at man arbejder både benhårdt på at udvikle robotter, som kan løfte arbejdsopgaver (det er det med de manglende hænder og fødder på arbejdsmarkedet), og så har man også skudt milliarder i at udvide vuggestue- og børnehavetilbuddet. Man må og skal vende skuden. Til sammenligning får man i Thailand 1,5 barn pr. kvinde, Rusland 1,6 og i Sydkorea: 1 barn pr. kvinde.

Det her er en temmelig repræsentativ generel (selvfølgelig med undtagelser), hele verden over, fra øst til vest, syd til nord.

Men vi har jo velfærden, hvorfor får vi ikke børnene?

En ting er måske manglende netværk, velfærd, støtte til nybagte familier i udlandet. Men hvad er problemet herhjemme? Hvorfor får vi ikke børn i starten af 20’erne? Vi har jo institutioner! Vi har vuggestuer og børnehaver. I Danmark tilbyder vi faktisk institutionelle rammer i større eller mindre grad helt fra et barn er seks måneder til de engang er færdige med deres uddannelse i 20’erne. Hele 25 % af vores liv er rammet ind af institutioner på den ene eller anden anden led.

Så hvorfor får vi stadigvæk børn så sent i Danmark, at nogen af os ender aldrig med at få nogle eller måske ikke få det antal, vi egentlig drømmer om?

Vidste du at...?

Hver tiende kvinde får ikke de børn,

hun drømmer om.

Hver femte mand aldrig bliver far.

Jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage på en ungdom, hvor vi mest af alt hørte børn omtalt som noget, der kunne vælges til og fra. Men mest af alt; fra.

Som 12-13-årige blev vi af sundhedsplejersken og en akavet biologilærer undervist i, hvordan vi ikke blev gravide, og vi endte rystende som espeløv, havde vi kastet os ud i sex med et ødelagt kondom imellem os, for så var skæbnens terninger nok kastet (og det var bare om at ramme et apotek efter fortrydelsespiller, før terningerne ramte bordet igen). Det var det værst tænkelige scenarium; at blive gravid som ung.

Vi fik en recept på p-piller uden så meget som en gynækologisk undersøgelse som 15-årige, og dem tog vi raskt væk i et årti uden nogen fornemmelse af, hvordan en cyklus hænger sammen, helt upåvirket.

Sammen kunne vi sidde og grine af, at pommes frites da ikke er en grøntsag, og arme børn, som skulle vokse op med en ung mor, takket være Kaare Sands dokumentariske evner i De unge mødre. Fryde os over, at det ikke var os, og samtidig frygte det som døden, skulle det pludselig ramme os.

Og så var en hjørnesten i opdragelsen:

Få dig en uddannelse først

Klinger det velkendt? I wawawomb forsøgte vi i vores store undersøgelse (3.092 respondenter) at spore os ind på, hvad der får unge kvinder til at holde sig tilbage med at få børn. Halvdelen af de adspurgte ville gerne have færdiggjort deres uddannelse, før de blev gravide, få dig en uddannelse først - den er sejlivet! Men det er jo bare et punkt på tjeklisten. Vi vil også gerne have et par år på arbejdsmarkedet, når diplomet er i hus, så vi kan bevise os på arbejdsmarkedet før barsel - 51 % ønskede, at de stod med et fast, betalt job, før de blev gravide. Og så er der rammerne; et hjem at tilbyde sin børn og en partner at få dem med, 93 % af de adspurgte ville gerne have en fast partner, før de blev gravide.

Børn er noget vi gerne vil tilvælge, når vi er nået i mål på de andre parametre, og dét at ønske sig stabilitet, økonomisk luft, en partner før børn - det er jo egentlig heller ikke fuldstændig vanvittigt!

Hvem ligger ansvaret hos?

Hvorfor får vi ikke bare børn lidt tidligere, når nu alle politikere, alle læger synes, at det er en god idé? Er det Kaare Sands skyld? Vores forældre? Egne ambitioner eller arbejdsmarkedet? Summen af kardemomme?

Vi har ikke svaret, for vi kan se mange svar. Og derfor mener vi også, at vi er mange, som skal tage ansvar. Give dem, der ønsker børn, men som har brug for behandling flere forsøg i det offentlige. Også til andet barn! Sørge for at de glimrende muligheder for ekstra SU ved graviditet under studie faktisk kommunikeres ud til de studerende. Vi har et ansvar for, hvad vi kommer i fjernsynet. Et ansvar for at støtte især unge kvinder på arbejdsmarkedet, så føler stabilitet og ro nok til at påtage sig en graviditet - 10 år efter endt barsel er kvinders arbejdsindkomst stadig i snit 20 % under, hvad den ellers kunne have været. Mænds arbejdsindkomst er i store træk upåvirket, børn eller ej.

Hvad kan vi selv gøre? Jeg har et ansvar for at lære både min dreng og pige om deres egen fertilitet, at den for begges vedkommende har en udløbsdato. Det er mit ansvar at lære dem at prioritere. Hvis børn er vigtige for dem at få, så har de ikke for evigt.

Lave fødselstal er vores alle sammens skyld. Og det bliver uden tvivl vores allesammens problem, når der ikke sættes større og mere ambitiøst ind fra alles side. Nu.

Har du et emne, du gerne vil vide mere om? Så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Kilder:
DR (her)
Kommunernes Landsforening (her)
World Bank (her)
State of the Nordic Region (her)



Har du lyst til at læse flere tanker fra os?

Leder

wawawomb: Kvinders æg er ligeså godt bevogtede som en burhønes

Der er stadigvæk ikke ligestilling mellem mænd og kvinders kønsceller. Hvorfor må kvinder ikke bestemme over egne kønsceller ligesom mænd kan?

25. februar - 2021