Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

wawawomb: Når man vil gøre hvad som helst for en graviditet

Jo længere tid man er i behandling, jo mere desperate kan man blive for at det lykkes. Det er der mange kræfter derude, som gerne vil udnytte og tjene penge på.

Skrevet af:

Cathrine Widunok Wichmand

Leder

22. januar - 2021

Cathrine Widunok Wichmand, CVO og co-founder i wawawomb, har selv været igennem tre behandlingsforløb for at få sine børn, og har dedikeret sit arbejdsliv til bedre kvinders reproduktive rettigheder og muligheder.

Jeg så engang et opslag fra en temmelig stor instagrammer. Hun havde lavet sin egen smykkekollektion med energisten og diamanter. ”Kvalitetsenergisten”.

Og så deler hun delte billeder af en månesten, som tilsyneladende skulle have en meget ”feminin energi”. Og hun tilføjede i sin tekst, at den er ”god for menstruationssmerter, infertilitet, hormonelle ubalancer og menopause”.

En sten til at afhjælpe infertilitet…

Først blev jeg lidt fornærmet og bag den lå min forargelse på spring.

For hvis det virkelig var så let, så havde jeg købt en hel indkørsel fuld af dem. Men at tro den virker på min mands ringe sædkvalitet, har jeg svært ved at tro på, når end ikke de skræddersyede vitaminpiller han har taget i et par år har gjort den store forskel. At den kan åbne nogens lukkede æggeledere, azoospermi, kurere PCOS eller andre typiske årsager til infertilitet I doubt it. Men pæn at se på, det er den sikkert, men nu er det ikke øjnene, der laver babyer.

"I was made for this!"

Vi tog det allerførste forvirrede og forvildede skridt på behandlingens smalle sti i 2017. Der havde vi selv prøvet et lille års tid, og da granatchokket først havde lagt sig, så var jeg egentlig ved godt mod. Vi startede op med ICSI-behandlingen næsten på årsdagen for, hvornår jeg stoppede med p-pillerne. Og det gik godt. Der var masser af æg, og jeg var i den syvende himmel, da de kunne tage atten af dem ud. SÅ mange mulige babyer, I was made for this! Men da de ringede på sjette dagen var vi nede på tre stykker, og det var et fantastisk resultat ifølge laboranten, som overleverede nyhederne til mig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der skete med de femten andre. Den anden lille skuffelse i vores behandlingsforløb (den første værende at vi ikke kunne selv).

Jeg fik lagt alle tre æg op henover sommeren 2017. Et i maj og så et de efterfølgende måneder. Det blev til en ekstrauterin graviditet – eller GUL; graviditet uden for livmoderen. Det blev til ingenting. Og ingenting. Tre blastocyster fattigere, en tom fryser og lidt mindre håb.

På den igen i efteråret, nye hormoner, nye sprøjter, nye piller. Ny ægudtagning. To blastocyster til frys. Så missede jeg en ægoplægning, for min krop havde haft ægløsning af sig selv. En måned troede vi selv, vi havde skabt lykken – men det blev en biokemisk graviditet. Menstruation. Tælle dage på ny og så en medicinsk kontrolleret ægløsning og ægoplægning. Vente-vente. Og så blodprøve. Negative svar.

Alt det kørte i sit eget lægekontrollerede spor. Min krop var genstand for deres befalinger og hylsteret trampede troligt i cykelpedalerne, mødte op på klinik til tiden og fulgte alle anvisninger. Min krop var virkelig bare en krop, og den fulde kontrol over den havde jeg lagt i venteværelset hos sekretærerne, så de kunne overlevere den til lægerne.

Men det løbende kontroltab over kropppen gav mit hoved et behov for at gøre noget selv. Og uden årelang lægevidenskabelig baggrund, hvad gør man så? Man går på google. Og der bliver junglen til et hav med høj søgang, og tilbudshajerne lurer i alle hjørner.

Jeg købte kosttilskuddet gele royal. For det skulle vist hjælpe med at styrke min ægkvalitet. Jeg gik til akupunktur. For det skulle vist hjælpe min krop med at gøre sig klar til æg. Jeg gik til zoneterapi. For det skulle vist få energierne på plads i kroppen. Jeg købte og drak de sorteste, kinesiske urtedråber, som jeg skulle dryppe sparsommeligt i et glas vand og drikke - tre gange om dagen. Det lignede tynd mave og smagte af jord. For det skulle vist aligne mine energier. Jeg fandt en IVF-meditations-app, som skulle guide mig til mindfulness undervejs. Jeg bookede mig på yoga for fertilitet. Så ringede jeg til en psykolog med speciale i fertilitetsbehandling, som kunne støtte os på siden, tale det hele igennem med os. Det sidste, jeg nåede at læse om, var ’endometrial scratching’ eller 'priming' – en teknik hvor man ridser i livmoderen, for at ægget lettere vil sætte sig fast, som livmoderen reparerer sig selv (den videnskabelige bevisbyrde bag er ligeså blandet som en pose Stjernemix).

Jeg var klar til at gøre vold på mine indre organer for at lykkes

Og det skal lige nævnes, at vi var i behandling grundet en mandlig faktor. Jeg fejlede ikke noget. Men som kvinde er det alligevel dig, der er patienten. Og det er meget let over tid at påtage sig patientrollen, føle man skal fikse noget – man ikke nødvendigvis kan fikse selv.

Og jeg var ikke den eneste engagerede. Og jeg oplevede også en kæmpe velvilje fra andre, der enten ”kendte nogen i behandling der…” eller nogen der ”selv havde succes med… ”. Det var alt fra specifikke madvare at undgå, kostplaner – og en af de vildere:

En kvinde som tilmed var uddannet journalist sendte mig en artikel med den nyeste trend fra et sted i Asien:

Jeg skulle dampe min skede. Sætte mig på tværs af en gryde og lade dampen rense min skede for urenheder (og undgå brandskader)

Det ville højne min fertilitet. Sikre 'fri passage'. Selv om jeg, igen, ikke var den med diagnosen - men stadig den der modtog behandlingen.

Det var svært at holde mig på fornuftens smalle sti. I desperation greb jeg efter hvad som helst, og jeg udvidede hele tiden paletten. På en tur til New York tog vi på stor udflugt mod Central Station med en lang håndskreven liste i hånden over kosttilskud, vi skulle købe med hjem, fra et helt særligt ”apotek”, som skulle have alt. Kosttilskud findes i helt andre Supermandsstyrker end herhjemme. Det meste var til min mand. Torskelevertran. Q10 i stærke doser. Zink. Vitamin C og E. N-acetylcystein. Hans mavesæk blev hver dag toppet med farverige piller og flydende væsker (når han ellers huskede at tage dem - det diskuterede vi selvfølgelig en del).

På vej mod kanten

Hen mod slutningen af 2017 havde jeg tabt mig fire kilo – og for en med lavt BMI allerede, var det nok til at behandlingen blev anbefalet stoppet. Og jeg gav slip. På kropskontrol og på at holde sindet så målrettet mod én ting; at blive gravid. Og så skar jeg det meste fra.

Jeg besluttede mig for ikke at følge nogle andres anbefalinger, men fokusere på dét, der faktisk var rart. Noget der gjorde mig glad. Ingen højere formål med hvad jeg foretog mig.

Akupunkturen havde jeg læst anerkendt af flere studier. Men det gav mig ikke noget. Det var ikke en fornøjelse, jeg glædede mig ikke til at skulle derhen og jeg følte mig mest af alt som en nålepude ud af mange, som vi lå der på rad og række med et gardin imellem os.

Jeg skar det fra.

’Endometrial scratching’ eller 'priming' lavede man slet ikke på vores fertilitetsklinik. Og når jeg tænker mig om, så er det også svært at forestille sig, at et lille liv skulle have lyst til at spire i et hjem, der var gjort vold på. Yogaen fortsatte jeg hjemme i det stille – men jeg kunne ikke rumme at lytte til de andres historier, det slukkede mit håb. Urtedråber og kosttilskud blev på hylden i skabet (og blev først smidt helt ud, da vi tre år senere skulle tømme lejlighed og flytte).

Hvad var der tilbage? Zoneterapi. Det var rart for mig at komme et sted, hvor nogen lagde en varm hånd på mig, på min krop. Ingen instrumenter. Jeg kunne beholde mine trusser på (som jeg ellers af vane smed i døråbningen, så snart jeg så et lægekontor). Det var et lille safe space for mig, hvor jeg ikke skulle andet end ligge ned med slumretæppe på, mens mine fødder blev nusset.

Og så blev jeg gravid i januar 2018.

Virkede det, zoneterapien? Jeg ved det ikke. På den ene side bliver jeg kynisk og tænker, at det var ren biologi, at det bare var lige dén sammensmeltning af æg og sædcelle, som gad blive siddende. Men ikke mere kynisk end at da vi skulle i behandling igen i juni 2020, så turde jeg ikke gøre noget som helst anderledes og trods to års pause sad jeg igen nede hos zoneterapeuten. Det blev et ritual, jeg følte, jeg skulle overholde. Jeg turde ikke andet. Til 750 kroner i timen.

Og så blev jeg gravid igen i august 2020.

Jeg har ingen anden empiri end min egen. Og det kan ligeså godt være, at det var rene tilfældigheder. At det bare var ’min tur’. Det rigtige æg. Den rigtige sædcelle. Den rigtige cyklus. Men jeg har fået spørgsmålet et hav af gange; ’hvad gjorde du?’. For ligesom jeg selv ledte i blinde efter en baby, så gør tusinder af kvinder det hver dag. Og mit svar har været:

Hold fast i det, du synes er rart. Det der giver dig noget. Det du tror på. Ikke for at få en baby, men for dig.

Lægerne gør som udgangspunkt alt, de kan – og de gør det med videnskaben bag sig. Hvis du har behov for at finde din egen vej, som ikke nødvendigvis er evidensbaseret, hvis du har behov at føle, at du også gør noget aktivt - så gør det. Men gør det kritisk. Gør det velvidende, at der er mennesker derude, virksomheder, som sidder klar til at udnytte din sårbarhed. Og de tjener kassen på det.

Du kan hurtigt blive lovet en kur mod infertilitet, hvis du bare spiser efter denne her kostplan, lægger en lyserød sten i vindueskarmen ved fuldmåne eller hvis du sætter dit underliv på skrævs over en gryde med dampende varmt vand. Og tro kan flytte bjerge. Men problemet kan hurtigt opstå hvis effekten udebliver – følelsen af endnu et punkt kroppen fejler på.

I desperationens mørke timer...

Sådan udviklede det sig for mig, og det var først, da jeg havde stresset mig selv og min krop helt derud at fortsat behandling blev frarådet, at det gik op for mig, hvilket vanvittig maskine jeg havde kørende. Ritualer og udokumenterede tilskud.

For mig var det først, da jeg faktisk stoppede med alt, at en graviditet kunne begynde.

Har du et emne, du gerne vil vide mere om? Så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Vil du læse mere fra wawawomb?

Leder

wawawomb: At lave børn er ikke for børn

At lave børn er ikke for børn. Når man skal i fertilitetsbehandling oplever mange det som en absolut livskrise - for hvad er livet pludselig, hvis det ikke er med børn?

22. januar - 2021